Car Camping på Bruny Island

Vi spiser aftensmad på campingpladsen ved Great Taylors Bay. Vi er små blandt de store. Vores sorte bil er til venstre i billedet.Der er flere "teltpladser, uden strøm i national parker.
South Bruny National Park.

Vores hjem. Klokken er 20. Vi skal snart i seng. Så kan vi vågne og studere stjernerne gennem de smukke træer.

Adventure before Dimentia! 

Morgendis over the Tasman Sea fra fyrtårnet ved Cape Bruny. 

 

Fluted Cape, Bruny Island en anstrengende tur

Vi besøgte Bruny Island, og synes at stedet Fluted Capes så godt ud, så vi læste lidt på lektierne og vandrede af sted. Det var en cirkel tur, og heldigvis tog vi den mod uret. Hvis vi havde taget den med uret, var stigningen fra 0-270 meter meget stejl. Det var også meget stejl at gå ned ad, men jeg var glad for at vi havde zig zagged opad!

 

http://tastrails.com/fluted-cape/ 

Her var udsigten til Tasman Peninsula, Port Arther, hvor vi  begyndte vores Three Capes Track.
Vi kunne ane de stejle kappe (Capes) i den lyseblå horisont. Cape Raoul,The Blade ved Cape Pillar, og den sidste, Cape Houy, som Svend besteg på tredjedagen.
  

Svend leder efter pingviner på  Pingvin Island.

Det smukke turkise vand minder mig om Malta.

 

Og vi klarede turen, ca. 7 km. med stigning på 270 meter, og vi kunne godt mærke bentøjet på vejen hjem til Hobart. I alt 127 km. i februar måned.  

Fra Southport til Gordon i Huon Valley

Vi skulle op i bjergene efter nogle dage ved kysten. Hartz mountains bød på en vandre sti op til Hartz Peak. Men vi tog 3/4 del af turen, forbi et par søer, og kortede turen af.
Her er billeder af det vi måske kunne have set:
http://www.bing.com/images/search?q=Hartz+Peak&qpvt=Hartz+Peak&qpvt=Hartz+Peak&qpvt=Hartz+Peak&FORM=IQFRML

Der var en ny slags eucalyptus træ vi ikke havde set før. Snow gums. Or blue gums.




Smukt udsigt mod øst.


Fascinerende at se de smukke glatte stammer på de lange elegante træer. Barken er rustbrun, med grå og blå striber på la god med træet. Træerne blev ikke så høje som dem her ved kysten.

Stierne var fine. Vi har oplevet mange forskellige slags stier, men disse var gangbroer. Det piblede med vand mange steder fra bjergsiden. Gangbroerne forhindrede stierne i at blive til mudder. Dejligt at gå på disse, hævet 30 cm. over de sarte planter.

Mange af disse var kolonier af små planter som voksede sammen for at skabe læ i det hårde klima.

Vi gik i strålende sol, ca. 22 grader. Men der kan forekomme blæst, sne, storm i mange dage. Et mindesmærke over Geeves familien fortalte om to mænd fra samme familie som døde under en voldsom storm i november 1897.

Så jeg gik og fotograferede lav, moss, blomster, udsigter, mens Svend travede lang foran. Han var også en flot model i sin blå T-shirt mod de blå bjerge.

Vi havde regnet med at være i bjergene i et par dage, men kysten kaldte igen, og vi afkortede eukalyptus skove, vandfald og udsigten til mange bjergkæder. Vi kørte mod nord.

I Ranalagh, fik vi regionens bedste og største burgere!


















Vi bruger 'car camping'. Marees Volvo stationcar er vores hjem og transportmiddel.
To gode skumgummimadrasser er vores seng, vores mad er i en 'esky' (ICE BOX- alt bliver forkortet hernede). Ligesom eKsy =expensive. Og vores tøj i tasker som bliver flyttet op på forsæderne når vi skal sove om bagved. Det fungerer så fint.































Og vi bruger ind i mellem en del kilometer på at finde frem til den helt rigtige campingplads. 'Goldilocks' () (aka Svend) vil gerne have den helt rigtige plads. Der er mange kriterier som skal opfyldes. Det er næsten som når vi skal finde en ankerplads med båden. Ja. I går var der først for meget skygge. Så flyttede vi os til solen, men da solen gik ned, flyttede vi til en ny plads. Men så fandt vi til gengæld den helt rigtige. Kun 1 meter fra stranden. Og solopgangen lige ind i bagruderne. Sikke en smuk morgen. Hvor er det dejligt at Svend sørger godt for os.

Vores morgenudsigt ved Gordon.













Billedet er lidt støvet, vi kører en del på grusveje, og det kan ses på bilen!

Jetty house

Skøn bed and breakfast efter en rodet nat. 

http://www.southportjettyhouse.com/

Her har vi hjemme en enkel nat inden vi rykker tilbage til car camping. Et skøn koncept. Men i regnvejr er vi ikke forberedt til hygge. Og det med at sidde og spise i forsæderne og kigge på regnen. Det er ikke sjovt. Og det med så at få en kraftig næseblødning er ikke sjovt. Og så kom der naboer. Med fire børn. Og det med at indånde cigaret os er ikke sjov. Og det med musik hele tiden er ikke sjov. Og det med en led kæde der vil overskygge stjernehimlen er ikke sjovt. Og det med at der pludselig kommer endnu en pickup trick med vennerne er ikke sjovt. Så vi forduftede til en nu plads. Og det var fint. Og stjernehimlen kom frem, næseblod holdt, der var dejlig stille, undtagen bølgerne som sang os i søvn. 

Og dagen efter gav vi os selv et bad i Hastings thermal springs, og en overnatning under tag ved denne skønne bed and breakfast ved Southport  jetty. 

Hastings Caves. Kæmpe oplevelse under jorden.

Verden under vand overfladen er flot. Som dykker, oplever man en hel anden verden. 

Det gjorde vi også i går, da vi gik ind i en hule. En drypstenshule. 

Ord kan ikke beskrive denne fantastiske oplevelse. Tænk at opdage disse huler for 150 år siden. 

Tænk at der er flere hundrede som ikke er offentlig kendte. 

Tænkt hvad denne jord består af. 

Mind boggling. En fantastisk tur. 

http://www.parks.tas.gov.au/index.aspx?base=4221

Beachcombing ved Southport

https://www.facebook.com/barbara.lees.58/posts/1240952945992509

Cockle Creek til South East Cape.

Cockle Creek ligger ned i den sydøstlige spids af Tasmanien.

Vi havde besluttet at tage lidt væk og opleve Tasmanien på egen hånd. Nemt land at rejse i, hjælpsomme mennesker, og sproget - tja, man skulle tro at det var nemt at forstå engelsk, men der er en anden dialekt her, som godt kan drille, både danskere og canadiere:)

Der er flotte nationale parker, og vi startede helt nede i Cockle Creek. Vi indviede "car camperen" og hyggede os i det gode vejr.
En smuk lagune,

dannede dels af den lille bæk (Creek) og dels fra tidevandet.

Vi boede lige på den anden side af broen, og hyggede os der, med at spise og kigge skyer,



Hvor er det længe siden, vi bare har ligget og kigget skyer.


Solen går bed ved 20 tiden, og så danser en milliard stjerner. Og så er det mørkt i vores lille stationcar. Kl 20:28 lagde vi os til at sove!
Klar til den næste dag, hvo vi skulle på en knap 20 km. vandring tværs over halvøen til South Bay.


Herfra kunne vi se langt. Vi mente at vi kunne se helt nede til Antarktis. Hvis du ser godt efter, kan du måske også se isbjerge, langt ude i horisonten. Barb var nødt til at svømme i det store http://www.farsouthtasmania.com/ Great Southern Ocean og Tasman Ocean øst for os.

Gåturen var ret nem - om end langt 19,74 km og 68 fireben, heldigvis ingen slanger.
Utroligt at se stien rulle sig ud foran os.


Da vi havde gået gennem eukalyptus skove, langs en lille bæk, over sumpede områder, kom vi ud til havet, hvor stenene havde en helt anden struktur end vi tidligere har set. Flager af den mørke grå sten løsnede sig, og dannede en grov sand struktur på bakkerne omkring os.





 
Pludselig stod vi i et nyt område, hvor det lignede at en stavblender havde rørt sammen i alle stenene, og dannede de smukkeste mønstre, ligesom det havde været piskefløde.
 
Vi vandrede nede til den mennesketomme strand, og kiggede på de store bølger som rullede ind mod os.