Måske var dette den sidste lange tur på vores Tasmanien tur 2017.Vi skulle starte tidligt på denne store tur rundt med ret meget stigning. Men da vi vågnede var det så tåget vi ikke kunne se på den anden side af dalen. Vi udsatte det, ville ikke op i højden uden god sigtbarhed.
Vi bor i Waldheim cabins, etablerede i 1945 af en østrigere som så ideen i at etablere en national park, således at alle mennesker skulle kunne få adgang til de naturskønne områder. Hytterne er primitive, måske 1 * hytter. Men der er koldt vand, komfur, strøm og toiletter OG brusebad til deling med de andre hytter. Ren luksus for os bil campister.
Og lige udenfor vores dør er de meste fantastiske stier som tager os rundt i hele området i Cradle Mountain National Park
Dugen skinnende på palmebuskerne da vi gik over dalen.
Button (knap) græsserne voksede i smukke puder.
Og der var blomster som var dukkede frem siden i går.
Cradle Creek vandfaldet ridslede ved siden af stien.
Den første af tre søer vi skulle forbi i dag, såmeget indbydende ud. Men nej.
Ingen svømning endnu.
Efter den første opstigning kigger vi ned på Crater Lake.
Det er egentlig ikke en krater, men dannede af et stort "isklump" som blev liggende, da resten af isen trak sig tilbage.
Vi klatrede op til Marions Lookout. Smukke udsigter. Over Dove Lake, Wombat Pool.
Og vi kom tættere på Cradle Mountain.
Det fristede. Vi havde lyst til at forsøge at klatre turen til toppen. Men. Nej. Tanken om hvordan mine knæ ville have det sidst på dagen holdt mig fra det
Stien var meget stejl og brochurerne skrev at det var kun for de meget erfarne vandrer. Ig de kan vi ikke prale af:). Stien kan anes på billedet op til det højste punkt.
Der var flere mulige ture hjem ad til Waldheim Cabins.
Vi havde gået 6 km. Ikke langt, men med stigning på 300 meter kunne turen mærkes.
Og der var nok 24 grader.
Vi valgte the Horse Track hjem. Selvom den skulle tage 2,5 time, og den vi var kommet op ad skulle tage 2 timer. Vi forstod ikke forskellen, tænkte at de måske var flere stigninger eller fald. Eller det var en anderledes sti. Men pyt. Vi klarer det nok, tænkte vi, og det gjorde vi så:)
De var i gang med at reparere stien med den fineste belægning. Og vi fortsatte ude i det blå. Solen bagte nu.
Og vi tog en velfortjent pause. Her kan du se de gamle brædder fra sidste vedligeholdelsesarbejde for 20 år siden!
Der var fugtigt i området. Brædderne havde sugede vand, og det skvulpede og sprøjtede når vi gik på dem. Et kæmpe arbejde, må det være at lægge de stier.
Midt på billedet kan du se arbejdssjakket er i gang. Der er langt ud på bjerget til deres arbejdsplads hver dag.
De smukkeste blomster og bær lå overalt. Var de mon dukkede op natten før?
Vi turde ikke spise dem, men de var fristende.
Stien gik var dårligt til meget ringe.
Og vi knoklede over et meget ujævnt terrain. Lidt større sten og kæmpe sten.
Vi kiggede meget nedad, for at sikre at vi ikke faldt.
Men ind imellem huskede vi at kigge op og admire the view.
Her er alle tre søer med. Cradle, Wombat og Dove Lakes. Set fra Cradle Peak.
Stien gik nu voldsomt nedad og vi holdt op med at fotografere.
Fødderne gled langt frem i de varme sko. Der var mange sten der skred, høje 'trapper'. Jeg var glad for at jeg ikke havde en 20-25 kilo rygsæk på , som dem der skulle over the Overlander Track. En 5-7 dages tur.
Endelig kom vi hjem. Uden skader! ibuprofen var skønt for vores ømme kropper. Men vi nåede hytten, Og et bad. Og en aften tur. Wombats hygger sig ligesom i går aftes. Herlige tykke skabninger.
En meget smuk aften. Flot dag. Vi er ret stolte. 11,4 km. Plus stigning på 300 m. Plus en dårlig stig som det viste sig at de fraråder at bruge.
Hjem igen.
